Beijing dag 6.
Så er det sidste (hele) dag i Beijing. Kameraet er rødgløden og min skulder øm, for slet ikke at tale om mine fødder. Dagen var afsat til shopping og derfor blev kameraet hjemme, så jeg kunne slæbe på mere. De sidste postkort er skrevet, og imorgen kl. 13 bliver vi hentet fra hotellet og kørt til lufthavnen. En fed tur er ved at være slut og derfor kommer her en lille opsummering.
Neonlys på en gågade
Jeg havde forventet meget mere neonlys. Der er rigtig meget, men at de hang i klaser oven på hinanden. Jeg havde også forventet spontan indkøb på vejen fra a til b, men forretningerne sælger enten meget det samme eller også har man ingen idé om hvad de prøver at sælge.. mange forretninger er totalt uoverskuelige.
Jeg fandt mange kamerabutikker i Beijing, men de var alle enormt dyre. På nettet fandt jeg to med priser hvor man kunne spare ca. 300-400 kr. men det er næsten ikke værd at miste den danske garanti for det. Godt nok har Canon garanti over hele verden men alligevel. En anden ting er at man skal passe meget på kopier. Selvom forhandleren ser officiel ud og ligger på en gågade, så er det ikke ensbetydende med at det er ægte.
Butikkerne ligger meget i klaser og derfor er det en god idé at søge hjemmefra for at finde specielbutikker.
Pressekonference
Kineserne tager billeder af alt, med alt. Spejlrefleks, kompaktkameraer, mobiltelefoner, iPads, spillekonsoller, kort sagt alt med et kamera indbygget. En ting er sikkert, de skal ikke glemme at de har været et sted og de stiller gerne op til fotografering. Jeg ville helst ikke inviteres til fotoalbums aften hos en kinesisk familie..
Og så er der fotografering af vesterlændinge..
Parret på billedet til højre tog opmærksomheden fra min guide og jeg som vesterlændinge. Mit gæt er at det var p.g.a mandens røde hår. Man kan ane en kineser på spring for at fotografere dem.
Når man går rundt i gaderne, tager folk deres kameraer frem og prøver diskret at fotografere en. Diskretionen er dog ikke så god, så man opdager det altid. Nogle er helt ligeglade med diskretion. De kommer hen og stiller sig ved en og tager billeder.. Jeg har ingen anelse om hvad de skal bruge dem til eller hvorfor, men jeg ved at jeg nu ligger i rigtig mange fotoalbums som en slags souvenir..
Der var et tilfælde hvor det ikke var sjovt. En gruppe på 3-4 stk. tog deres spejlreflekskameraer frem og forfulgte guiden og mig, som var vi berømtheder. Først prøvede vi at ignorere det, men måtte til sidst kigge surt på dem, før de stoppede. Et andet men mere grotesk tilfælde var da vi holdte et kort hvil på muren. Her kom en familie hen og satte deres barn i guidens skød og gav sig så til at filme.. den stakkels unge var meget utryk og begyndte at græde, så for at denne stakkel ikke skulle udvikle fobi for vesterlændinge, begyndte jeg på mit bedste Anders And sprog at gøgle lidt. Det hjalp også fint, men hold da fest en underlig oplevelse.
Orden i rodet.
Trafikken og el virker meget tilfældigt, ligesom resten. Men det er nu en del af charmen og minder en om at det ikke hele tiden skal være så kontrolleret og perfekt som derhjemme i Danmark. Taxaerne nægter nogen gange at tage dig med, prisen på et frimærke kan være 10 dobbelt af prisen der er trykt og selvom man har bestilt en tur til muren og Ming gravene, kan man også ende med at se to fabrikker og det olympiske stadion, men hey, det er da fint nok, man kan jo altid sige nej.
Maden er god!
Maden er rigtig god og er man til kinesisk mad er man godt hjemme. Europæisk mad skal man lede længe efter, men kan fås på større turist restauranter. Landet er dog ikke bygget til personer over 160cm. Jeg (godt nok også med mine 196 cm) støder hovede imod sprinklerne og lamperne i gangen på hotellet, jeg kan ikke få mine ben ind under bordene (kan skimtes på ovenstående billede hvor jeg må kæmpe mig ind under, med gymnastiske øvelser). Når man som mig stikker så højt over mængden kigger mange også efter en, men efter nogle dage i byen, kan man faktisk godt forstå hvorfor. Det er jo ingen hemmelighed at kineserne er lave, så når jeg kommer gadagungrende hen over fortorvet med en højde som lygtepælene og en størrelse sko som kanoer.
Alt i alt en meget spændende tur, både historie-, kulturel-, handels- og social mæssig og jeg vil da anbefale alle at kigge forbi Beijing og få en på opleveren. Husk dog at besøge byen i april-maj eller september-oktober måned hvor temperaturen og byen klart er bedst. Husk godt fodtøj, forhandler genet, de kulturelle briller, samt kameraet.
