23 marts 2012

Beijing dag 6

Beijing dag 6.

Så er det sidste (hele) dag i Beijing. Kameraet er rødgløden og min skulder øm, for slet ikke at tale om mine fødder. Dagen var afsat til shopping og derfor blev kameraet hjemme, så jeg kunne slæbe på mere. De sidste postkort er skrevet, og imorgen kl. 13 bliver vi hentet fra hotellet og kørt til lufthavnen. En fed tur er ved at være slut og derfor kommer her en lille opsummering.

   
Neonlys på en gågade

Jeg havde forventet meget mere neonlys. Der er rigtig meget, men at de hang i klaser oven på hinanden. Jeg havde også forventet spontan indkøb på vejen fra a til b, men forretningerne sælger enten meget det samme eller også har man ingen idé om hvad de prøver at sælge.. mange forretninger er totalt uoverskuelige.
Jeg fandt mange kamerabutikker i Beijing, men de var alle enormt dyre. På nettet fandt jeg to med priser hvor man kunne spare ca. 300-400 kr. men det er næsten ikke værd at miste den danske garanti for det. Godt nok har Canon garanti over hele verden men alligevel. En anden ting er at man skal passe meget på kopier. Selvom forhandleren ser officiel ud og ligger på en gågade, så er det ikke ensbetydende med at det er ægte.
Butikkerne ligger meget i klaser og derfor er det en god idé at søge hjemmefra for at finde specielbutikker.

 
Pressekonference 

Kineserne tager billeder af alt, med alt. Spejlrefleks, kompaktkameraer, mobiltelefoner, iPads, spillekonsoller, kort sagt alt med et kamera indbygget. En ting er sikkert, de skal ikke glemme at de har været et sted og de stiller gerne op til fotografering. Jeg ville helst ikke inviteres til fotoalbums aften hos en kinesisk familie..

Og så er der fotografering af vesterlændinge..

Parret på billedet til højre tog opmærksomheden fra min guide og jeg som vesterlændinge. Mit gæt er at det var p.g.a mandens røde hår. Man kan ane en kineser på spring for at fotografere dem.
Når man går rundt i gaderne, tager folk deres kameraer frem og prøver diskret at fotografere en. Diskretionen er dog ikke så god, så man opdager det altid. Nogle er helt ligeglade med diskretion. De kommer hen og stiller sig ved en og tager billeder.. Jeg har ingen anelse om hvad de skal bruge dem til eller hvorfor, men jeg ved at jeg nu ligger i rigtig mange fotoalbums som en slags souvenir..
Der var et tilfælde hvor det ikke var sjovt. En gruppe på 3-4 stk. tog deres spejlreflekskameraer frem og forfulgte guiden og mig, som var vi berømtheder. Først prøvede vi at ignorere det, men måtte til sidst kigge surt på dem, før de stoppede. Et andet men mere grotesk tilfælde var da vi holdte et kort hvil på muren. Her kom en familie hen og satte deres barn i guidens skød og gav sig så til at filme.. den stakkels unge var meget utryk og begyndte at græde, så for at denne stakkel ikke skulle udvikle fobi for vesterlændinge, begyndte jeg på mit bedste Anders And sprog at gøgle lidt. Det hjalp også fint, men hold da fest en underlig oplevelse.

Orden i rodet.

Trafikken og el virker meget tilfældigt, ligesom resten. Men det er nu en del af charmen og minder en om at det ikke hele tiden skal være så kontrolleret og perfekt som derhjemme i Danmark. Taxaerne nægter nogen gange at tage dig med, prisen på et frimærke kan være 10 dobbelt af prisen der er trykt og selvom man har bestilt en tur til muren og Ming gravene, kan man også ende med at se to fabrikker og det olympiske stadion, men hey, det er da fint nok, man kan jo altid sige nej.

Maden er god!

Maden er rigtig god og er man til kinesisk mad er man godt hjemme. Europæisk mad skal man lede længe efter, men kan fås på større turist restauranter. Landet er dog ikke bygget til personer over 160cm. Jeg (godt nok også med mine 196 cm) støder hovede imod sprinklerne og lamperne i gangen på hotellet, jeg kan ikke få mine ben ind under bordene (kan skimtes på ovenstående billede hvor jeg må kæmpe mig ind under, med gymnastiske øvelser). Når man som mig stikker så højt over mængden kigger mange også efter en, men efter nogle dage i byen, kan man faktisk godt forstå hvorfor. Det er jo ingen hemmelighed at kineserne er lave, så når jeg kommer gadagungrende hen over fortorvet med en højde som lygtepælene og en størrelse sko som kanoer.

Alt i alt en meget spændende tur, både historie-, kulturel-, handels- og social mæssig og jeg vil da anbefale alle at kigge forbi Beijing og få en på opleveren. Husk dog at besøge byen i april-maj eller september-oktober måned hvor temperaturen og byen klart er bedst. Husk godt fodtøj, forhandler genet, de kulturelle briller, samt kameraet.    

Venlig Hilsen
------------------------------------------------------------
Christian Milbo

www.photobychristian.dk

Beijing dag 5

Beijing dag 5

I dag havde vi bestilt en chauffør og lokal guide til at køre os rundt. Vi skulle op og se Den kinesiske mur, åndernes allé samt Ming gravene. 
Turen startede i Beijings kaotiske trafik, men efter godt en time var vi på motorvejen på vej til Badaling og muren. Desværre var det igen overskyet og smog, så igen kunne man forvente lettere diset billeder.. øv øv. Bjergene begyndte så småt at titte frem af smoggen og efter lidt tid dukkede den kinesiske mur også op. Som man nu har set på billeder osv. smyger den sig på bjergtoppene, uendeligt langt. Faktisk 8000km. Altså længere end fra Beijing og til Danmark (fugleflugt).

Indgangen til muren

Guiden fortalte os hvilken vej vi skulle tage for at spare på kræfterne, men vi tog nu begge veje, halvt op. Da der alligevel ikke kunne tages billeder af udsigt, var der ingen grund til at mase sig helt op på toppen. Når nu vejret er som det er, er det med at prøve at se mulighederne i det. Derfor blev det til mange skud af muren og bjergene der mystisk og langsomt forsvinder i tågen. Det giver også en slags 3D effekt på nogle billeder.

Den kinesiske mur og disen

Efter muren var det afsted til en jade fabrik. Her kunne vi se hvordan de finder jade, bearbejder det og hvordan det ender hos turisterne. Det var nu overraskende fascinerende og man må sige de er kreative i at få ting ud af en sten. Igen var her ingen problemer med billeder og jeg kunne bare skyde løs.

Bearbejdelse af Jade stenen

Jeg blev selvfølgelig fanget i turistfælden og måtte købe en sjovt udformet Jade med hjem som gave. Når der nu både er tradition, historie, kreativitet og fascination i et stykke sten, så kan jeg da ikke lade være.. eller hvad?

Ming gravene

Efter frokosten gik turen til Åndernes Allé og Ming gravene. Det er et kæmpe område med gravpladser for Ming dynastiets kejsere, deres arbejdere og konkubiner. På oversigts kortet over området kan man hurtigt se at man kan bruge flere dage hvis man vil se det hele. Dog er det ikke alle gravene der er åben for offentligheden. Som muren vil jeg mene at Ming gravene er et must see hvis man er på de kanter.

Sidst men ikke mindst kom vi forbi det Olympiske stadion, Lamatemplet og en silkefabrik. På sidstnævnte faldt jeg igen lige i og fik købt en ny dyne samt hovedpuder. De var dog ret lækre, så jeg glæder mig allerede til at sove i min egen seng, med helt nyt sengetøj, dyne og hovedpude..

Silkefabrik i Beijing

En guide på fabrikken fortalte om hele processen af hvordan silke bliver til. Det var han egenlig ret god til og man fik fakta og tal med. Fra en enkelt pube kunne de få 3500m silketråd, fra en dobbelt pube, fik de et edderkop lignende silke spind, de bl.a bruger til min nyindkøbte dyne.
Dagen var lang, men det hele kostede 500kr pr. person. (uden souvenirs), så for guide, chauffør, benzin og frokost kan man bestemt ikke klage. Vi kørte 09:30 og var hjemme igen kl 19:30.
 
Venlig Hilsen
------------------------------------------------------------
Christian Milbo

www.photobychristian.dk

22 marts 2012

Beijing dag 5

Beijing dag 5 (lettere forsinket)

Idag var det så sidste chance for at se "Den forbudte by" eller "Kejserens palads" som det også hedder. Vejret var desværre ikke med os, så smog og dis præger desværre billederne ret kraftigt. Heldigvis kan det jo redigeres væk i post-redigeringen så kunden kan få gode billeder.
Den forbudte by er jo enorm. Man går igennem port efter port, palads efter palads. Fra hus til hus og til slut en have. Guiden fortalte mange historier om stedet og det er jo mildes talt imponerende. Jeg tror min historie hjerne slog fra da der blev nævnt at kejseren havde op til 15000 konkubiner.. 15000!!! Der kan sgu da være vrøvl nok med en (hø hø)..

Den forbudte bys indgang

Efter to store porte, kommer man ind på en forplads og møder nedenstående berømte port. Igen får man fornemmelsen af at stå i et postkort/film (se tidligere indlæg). Det er fedt at opleve alle disse spændende og utrolige seværdigheder i Kina.

Endnu en kæmpe port i den forbudte by

Når man kommer ind på pladsen med de mange broer, er man igen i postkortet. Den største udfordring er alle steder at der er rigtig mange mennesker, der alle vil have et billede. Heldigvis har kineserne en god og hurtigt måde at tage hensyn til alle dem der vil have billeder, så det går faktisk hurtigt, så er det ens tur og man kan få det gode billede. Den næste udfordring er så at få et uden for mange mennesker på. Når det er turistbilleder gør det faktisk ikke så meget med liv på billederne, men nogle af dem, vil man gerne have uden mennesker. Det lykkedes nogenlunde, ellers kan de jo redigeres væk.

Et side palads til paladset..

Der er en utrolig symetri i alt kinesisk arkitektur. Jeg elsker symetri i billeder og kan let blive fanget til at have "lige på" billeder og jeg skal derfor hive mig selv lidt i nakkehårende for at tage anderledes billeder. For at klare dette har jeg lagt i ovnen til en masse panorama billeder, som bliver sjovt at se resultatet af.

Haven i den forbudte by

Desværre er det ikke blevet forår her endnu, så haven var lidt bar. Man kunne dog sagtens forestille sig den med blomster og med liiiiiidt held kunne man også få lidt brugbare billeder. Guiden anbefaler i øvrigt at man tager til Beijing i april-maj måned hvor her er smukkest.

Aftenlys ud over søen

Vi sluttede dagen af med at gå igennem Qianhai park. Her er spise steder og barer langs en kæmpe sø. Området er bestemt en aften tur værd og her er en masse sjove aktiviteter og underholdning. Dagen er slut og imorgen venter bl.a den kinesiske mur, "The great wall".

Venlig Hilsen
------------------------------------------------------------
Christian Milbo

www.photobychristian.dk